Fra de ældste tider
har menneskets trang til at prøve kræfter med hinanden givet sig
udslag i forskellige former for idræt, hvoraf brydning er den
kendteste og en af de ældste: Således viser udgravninger af bl.a.
Farao-gravene i Egypten, at disse gravmæler er beklædt med ca. 4000
år gamle billedfriser, som viser, at de gamle egyptere har dyrket
brydning. Lignende fund viser, at der har været praktiseret brydning
af forskellig art over hele verden. Mindst 200 arter praktiseres
stadig og kaldes "Traditionel brydning".
Ved de antikke
olympiske lege var brydning den vigtigste sport og indgik i tre
discipliner: Femkampen, pankration (næve- og brydekamp) samt
brydning.
Starten
i Danmark
Brydning i Danmark beskrives første
gang af historikeren Saxo Gramaticus i det tolvte århundrede i
forbindelse med historien om Kong Skjold.
Den første danske
organiserede brydekamp foregik i 1869, da Frederik Saft på
Christiansborg Slots Ridebane besejrede tyskeren Heygsted og blev
hele nationens "sportshelt" – Siden fulgte Magnus Bech-Olsen, der
udkæmpede mange drabelige dyster i cirkus- og varieteforestillinger
og var nationens sportshelt i 1890´erne. – Det var således
professionel brydning, der startede sporten i Danmark, længe før
ordet 'brydning' fik den betydning, som det har i dag.
Amatørbrydningen,
der foregår i dag, startede med stiftelsen af Kjøbenhavns
Athlet-Klub i 1888 af folketingsmand A.C. Meyer. Siden fulgte andre
hurtigt med - bl.a. den ældste bestående klub - Hermod i 1893. (Thor
Nykøbing blev stiftet i 1910 og er p.t. landets sjette ældste
nulevende klub.)
Brydesporten var i
tyverne og trediverne en af landets "større idrætsgrene", der
specielt tillokkede medlemmer fra arbejderklassen. Således kunne
sporten dengang tælle klubber som: Brandmændenes IF og Carlsbergs
IF, men også Handelstandens forening samt hele to Politi
idrætsforeninger var med i denne periode. Dengang var brydning mest
en arbejdersport, men i dag hentes medlemmerne fra alle samfundslag.
I 1901 stiftede man
Dansk Atlet-Union (DAU), der foruden græsk-romersk brydning fra
starten omfattede: boksning, vægtløftning, tovtrækning og
køllesving. Siden fik bokserne og vægtløfterne deres egne forbund,
så det kun var brydning, der dyrkedes under DAU.
I 1994 tog
forbundet navneforandring til Danmarks Brydeforbund, da man ofte
blev forvekslet med andre forbund som atletik og vægtløftning. Samme
år sagde man farvel til lokalunionerne, der tidligere talte:
Københavns Atlet-Union, Øernes Atlet-Union, Jydsk Athlet-Union,
Lolland-Falster Atlet-Union og sågar Bornholms Atlet-Union en kort
tid.
Internationalt
Brydesporten blev i 1912 organiseret
under FILA, som er et forbund, der nu tæller 144 medlemslande og
således er et af de største forbund under IOC. Forbundet har
medlemmer og holder kontinentale mesterskaber i alle verdensdele.
Det internationale forbund varetager foruden den i Danmark kendte
græsk/romerske brydning tillige fristil brydning, der alene
adskiller sig fra vor græsk/romerske brydning ved, at man må tage og
udføre greb under bæltestedet.
Pige/kvindebrydning
blev fra midten af halvfjerdserne taget alvorligt, og der har i
mange år været afholdt VM og andre mesterskaber på lige fod med de
mandlige udøvere.
Totalt regner man
med (der er ingen nøjagtig registrering), at der er ca. 20.000.000,
der under en eller anden form dyrker sporten. Eksperterne er lidt
uenige i sammensætningen fra land/verdensdele, men underligt nok
havner de fleste på ca. 20 millioner. Man er dog enige om, at Kina
tegner sig for ca. 5 millioner, hvoraf 1,5 millioner er
piger/kvinder.
Tidligere regnede
man fristil for den største del af brydningen, men de seneste års
mesterskaber viser, at der er flere nationer til græsk/romersk stil.
Men da kvinderne rent faktisk hører under fristil, kan man nu
betragte de to stilarter som værende lige store.
Traditionel brydning
Som nævnt i indledningen udøves der
ca. 200 stilarter af brydning, som kaldes traditionel brydning. Her
tænkes på japanske Sumo, der i øvrigt i dag er blevet til en
verdensomspændende stilart. Men der tænkes også på den islandske "Glima",
hvor der faktisk er en klub tilsluttet Danmarks Brydeforbund. Også
kendt er østrigske Rangeln, der også blev kendt på de kanariske øer,
via en turist. I Schweiz har man Swingen, der ligesom de øvrige
traditionelle stilarter praktiseres ved byfester mv. Lande
omkring Kina betragter stadig deres traditionelle brydestil højere
end de to olympiske stilarter, som vi kender.
Endelig er der
showbrydning, der fortrinsvis praktiseres på udenlandske
TV-stationer. Vi er i brydning kede af, at det kaldes "Wrestling",
da det intet har med brydning at gøre. Amerikanerne har da også
taget konsekvensen og omtaler altid vores idræt som enten "Greco-Roman
Wrestling", "Freestyle Wrestling" eller "Olympic Style Wrestling".
Dansk
brydning internationalt
Danmark havde sin guldaldertid fra
århundredskiftet og frem til 1935. Her blev det til to OL-guld, 8 VM
og 10 EM og i alt 55 medaljer. I 1948 blev det til bronze til Henrik
Hansen ved OL i London, mens den seneste medalje blev taget af
Bjarne Ansbøl, der fik sølv ved VM i Toledo 1962.
Fremtiden
Det ser ud til, at tidligere
sovjetstater fortsat vil tegne verdensbilledet sammen med nationer
som Tyrkiet, Iran, Korea og Cuba. Men ingen af vestnationerne har
givet op, og for Danmarks vedkommende er vi i gang med en proces,
der helt sikkert betyder, at der opnås medaljer inden for de næste
otte år i samtlige mandlige kategorier. Vi har ikke blot fået en
landstræner, Benni Ljungbäck, Sverige. Det viser sig nu, at vi har
fået et helt trænerteam, der har sin baggrund i orden og er meget
visionære.
Bent Lauritsen/Benny Elberg 990716